Min historie

Min historie

Dette er oprindelig en historie skrevet til bestrong, og der er kommet noget til efter den er skrevet. Alt dette kan læses tidligere i bloggen.

Mit navn er Brian Nielsen. Jeg har altid haft et aktiv liv, og altid elsket udfordringer. Det stammer vel helt tilbage fra folkeskolen. Jeg var rigtig god til atletik, både løb, spring og kast. Jeg gik også til karate, og allerede der fik jeg bygget i nogenlunde grundform. Jeg ville se ud som min store film helt – Jean-Claude Van Damme.

Personlig træner Brian Nielsen 16 år

Brian 16 år, 60kg.

Stærk allerede i skolen

Så da vi i 9. klasse fik tilbuddet om at gå i motionscenter en gang om ugen gennem ungdomsskolen, var jeg klar. Det var ikke særlig seriøst, men jeg fandt ud af at jeg var ret stærk. Jeg vejede kun 62 kg og kunne løfte 90kg i bænkpres, og 115kg i squat.

Den styrke havde jeg sikkert fået gennem min kampsport. Jeg var dog heller ikke særlig muskuløs, men nok mere end gennemsnittet af drenge i 9. klasse.  Jeg husker også at det var her jeg stiftede bekendtskab med militæret, da jeg så dokumentaren ”ELITEN” om optagelsen til jægerkorpset. Det var helt sikkert noget jeg skulle prøve kræfter med.

I 10. klasse kom jeg på efterskole, og sammen med min værelses kammerat brugte vi flittig motionsrummet. Vi anede ikke en skid om træning eller kost, men vi gjorde det bedste vi kunne. Et eller andet skete der, for pigerne begyndte at ligge mærke til en.

Efter efterskolen fik jeg mig et arbejde fuldtid på et frilandsgartneri, og jeg begyndte at gå lidt mere op i træning, og prøvede at få

Brian Stærkmand

Brian Stærkmand

viden alle de steder jeg kunne. Jeg lyttede til alle de jeg synes var større end mig. Jeg fandt ud af at man skulle have noget der hed protein pulver, og det fik jeg købt. Det var dog ikke noget mine forældre synes om, men eftersom det var betalt med mine egne penge, var det

ikke noget de skulle bestemme. Jeg kunne ikke motivere mig mere end 3 måneder af gangen med styrketræning, og det blev skiftet ud med konditionstræning. Jeg løb 3-5km 3 gange om ugen, og svømmede en gang. Sådan kørte det i et par år indtil jeg skulle i hæren.

Kamptropperne i Holstebro

Young bodybuilder Brian Nielsen

In the army, 20 år, 77kg.

Jeg havde trukket frinummer til session, men meldte mig frivillig til kamptropperne i Holstebro. 
Nu skulle jeg i form for alvor, men jeg blev klogere. Under værnepligten var der ikke tid til noget ud over programmet. Når vi havde fysiske test skulle jeg nok vise hvad jeg duede til. Jeg var også helt sikkert en af de bedste på holdet, og det blev der også lagt mærke til. Det var ikke kun i de fysiske test jeg var god, så jeg blev indstillet til sergentskole. Det passede mig jo rigtig godt, da det var et skridt nærmere jægerkorpset.

Det var virkelig spændende. I løbet af den måned kom jeg i rigtig god form, da vi ikke lavede andet end at træne, spise og sove.Da jeg kom tilbage til

Holstebro var jeg meget spændt, jeg skulle til at lære helt nye soldater noget af alt den viden jeg havde fået. Jeg blev dog meget skuffet over dem der skulle lære mig noget mere.

Det var slet ikke hvad jeg havde forestillet mig. Der var ikke styr på ret mange ting.
Jeg var stadig i god form og kunne følge nogen af dem der var på landsholdet i militær 5-kamp. Men mine chefer mente ikke at der var tid til at jeg få lov til at træne med dem. 
Det kompagni jeg var i skulle udsendes i Bosnien, og det ville jeg også, selvom jeg så småt var begyndt at miste lysten til at blive indenfor for forsvaret.

Under udsendelsen fik vi en ny chef som var gammel jæger. Han så ikke rigtig ud af noget, men det skulle man ikke lade sig narre af. Han var rigtig dygtig, mens der var andre der troede de var med i en Amerikansk krigsfilm. I den lejer vi boede i, var der ikke andet at give sig til end at træne, spise og sove, når vi ikke var på vagt. Her fik jeg nok også opbygget den bedste form jeg indtil nu havde haft.

Drømmen om at blive jæger

Soldier Brian Nielsen

Udsent til Bosnien

Men det blev hurtigt meget kedeligt at være i lejeren, og jeg mistede mere og mere for forsvaret, og efter udsendelsen var min karriere i forsvaret slut.

Hvad skulle jeg nu give mig til? Lige siden jeg var 15, havde jeg drømt om at blive ”Jæger”, og nu var jeg 21. Jeg besluttede mig for at tage på idrætshøjskole, og valgte triathlon som linje. Her fik jeg igen en masse viden indenfor træning og kost. Der var sund mad på bordet hver dag, og en masse træning. Når man er på højskole følger der en masse druk med. Jeg tror aldrig jeg har gået så meget i byen og drukket så meget som da jeg var på højskole, selvom jeg aldrig har holdt igen med den slags. Vægttræning var der ikke meget af under opholdet, men min fysiske form blev alligevel rigtig god.

Efter højskolen begyndte jeg på en 1-årig friluftsvejleder uddannelse. Her blev jeg uddannet klatre og rappellings instruktør, og var i Norge og vandre i fjeldet og på bre (gletcher). Her havde jeg samtidig masse af tid til at træne, og tror også det var her jeg så Mr. fitness første gang i fjernsynet. Det ville jeg sgu også prøve at stå der, men kunne godt se der var lang vej før jeg så ud som dem. Jeg gik en gang og da jeg nu vidste mere om kost og træning gik det også hurtigere end før. Men det gik stadig for langsom, og jeg mistede lysten og begyndte at løbe og cykle igen.

TV3 Action show Gladiatorerne

Brian Nielsen, Gladiatorene 2003,

Gladiatorene 2003, 77 kg

I 2003 så jeg på tekst-tv at de søgte deltagere til et tv program der hed Gladiatorerne. Det lød rigtig fedt, og jeg sendte en ansøgning af sted. Jeg regnede ikke med at høre fra dem, og blev noget overrasket da de ringede fra tv3, og spurgte om jeg ville være med i programmet. Inden skulle vi igennem en casting, hvor vi blev testet på styrke og udholdenhed. Jeg var blandt favoritterne og kom med i programmet. Vi skulle nu igennem i træningslejer og træne på alle de forhindringer der var med i programmet. Det var rigtig fedt, det er lige mig, em kæmpe legeplads for voksne børn. Her mødte vi også dem der skulle være gladiatorer.

I andet program var jeg uheldig at få en skade i min skulder. Jeg skulle løbe over en hængebro og samle så mange bolde så muligt. Gladiatorerne skulle svinge nogle kæmpe bolde mod mig for at få mig ned fra hængebroen. Jeg tog mod en af boldene med en strakt arm, og fik et kæmpe stød op gennem skulder leddet. Jeg havde mange smerter, og måtte have den tapet godt op for at gennemføre programmet. Det lykkedes, jeg vandt og var klar til semifinalen.

Før semifinalen gik i gang havde jeg meget ondt, jeg blev igen tapet af fysioterapeuterne og fik nogle smertestillende. Min modstander var også rigtig sej, og det gjorde det ikke nemmere at de store muskuløse gladiatorers opgave var at få os ned med nakken. At jeg var så hurtig på forhindringsbanen reddede mig, og jeg vandt med et hængende hår. Men det var ikke uden bekostning, min arm hang nu ned af kroppen som en kunstig arm, jeg kunne ikke løfte den for smerter. Men jeg skulle være klar til næste dag for jeg var i finalen. Jeg sov ikke meget den nat, på grund af smerter og spænding. Jeg var meget tæt på at vinde 250000kr.

Inden finalen gik i gang fik jeg igen tapet min skulder op. Showet gik i gang, men jeg var meget træt. Det gik ikke helt som det skulle, og jeg var bagud i point. Vi kom til en forhindring hvor vi skulle storme over en hængebro, med en stang med en pude i hver ende mod hinanden. Jeg skulle møde Wolf på 122kg mod mine 75kg. Jeg løb alt hvad jeg kunne og løb ind i ham med i kæmpe brag. Jeg blev stående på benene, men det hele gik meget hurtigt, og Wolf fik sin stang under min og trak så hårdt han kunne opad. Eftersom jeg ikke kunne bruge min højre arm, røg den op med høj fart og det gav et kæmpe smæld. Jeg røg ned fra broen og blev liggende på madrassen. Fuck hvor gjorde det ondt, der var noget galt. Der kom en læge og tilså mig. Han synes ikke at kunne finde noget, men jeg kunne selv se min overarmsknogle stikke ud under huden. Min skulder var gået afled, og jeg blev kørt af sted med ambulance. Med et brag var konkurrence slut for mig.

Efter nogle uger kunne jeg så småt begynde at træne igen, men det var med meget lette vægte. På dette tidspunkt arbejdede jeg i det lokale motionscenter, og der var et foredrag med Lars ”Mars”, han er kendt fra Robinson. Det handlede om at se muligheder i stedet for begrænsninger. Det fik mig til at tænke rigtig meget over hvor jeg var i mit liv. Jeg havde brugt en masse år på træning, men var altid sprunget fra når det blev hårdt. Jeg havde virkelig set begrænsningerne i stedet for mulighederne.

Jeg ville stå på scenen til Mr. Fitness

Skulder operation

Brian Nilsen efter Skulder operation 27 år gammel og 70kg

Nu skulle det fandme være. Jeg ville stå på den scene til mr. Fitness, bare for at vinde over mig selv og sige ”Jeg gjorde det sgu”.  Jeg gik seriøst i gang med træningen, det det hele kørte bare derudaf. Min vægt steg til 82kg, hvilket var det højeste jeg havde vejet. Jeg læste så meget jeg kunne på nettet, især om Henning Kristensen. Han var sgu sej at have vundet så mange gange. Jeg fik tit en kommentar og folk talte i krogene, der var mange der troede jeg var på ”krudt”. Det irriterede mig lidt men på den anden side vidste jeg jo selv hvad sandheden var, så var vendte det til noget positiv. Men desværre drillede min skulder mig, den blev ved med at gå afled efter min skade fra gladiatorerne.

Til sidst skulle der ikke mere til end at jeg lod min arm falde, så gik den afled. Det var ingen vej uden om, jeg skulle gennem en operation. Det ville medføre en skulder der ikke gik afled, men til gengæld ville jeg aldrig få den samme styrke og bevægelighed igen. Men jeg kunne i det mindste bruge den.
Det var 2004 og jeg fik operationen. Jeg skulle gå 10 uger med armen i slynge. 10 uger er rigtig lang tid når man næsten ikke bruger sin arm, og da de var gået var min arm ikke til at kende igen. Både min højre arm, skulder, bryst og den højre side af ryggen var blevet meget mindre og meget svage. Der skulle en seriøs genoptræning til før jeg ville være på samme niveau som før operationen. Jeg kunne godt se at jeg ikke kom til at stå på scenen til Mr. Fitness lige foreløbig.

Ny plan Ironman

Hvad skulle jeg så lave?? Jeg havde altid drømt om at gennemføre en ironman (3,8km svømning, 180km cykling, 42,2km løb). Det måtte det blive. Jeg meldte mig ind i den lokale triathlonklub, og begyndte træningen. Det var jo ikke helt nyt for mig, da jeg havde dyrket det et helt år på højskole. Jeg satte mig nogle mål. Jeg ville gennemføre en ½ ironman 2005 og en hel ironman 2006. En ting er at gennemføre men en anden er at gøre det på en bestemt tid. Jeg regnede mig lidt frem til hvad der ville være realistisk. Jeg ville under 5 ½ time på den halve og 11 timer på den hele.. Basta… Svømningen var stadig hård for skulderen, og det var ikke helt min stærke side. Men på cyklen havde jeg virkelig power, løb havde heller aldrig været min stærke side men jeg var heller ikke dårlig til denne disciplin.

August 2005 var jeg klar til at prøve kræfter med den halve distance. Svømningen gik godt, men hold kæft hvor var det hårdt, man skal stort set slås med de andre for at komme til at ligge godt. Der startede ca. 150 på samme tid, så det var tit man lige blev trukket under vandet. Min svømmetid for de 1900m var ca. 36 min. Jeg fik min våddragt af og på med hjelm og cykel sko. Min puls var helt oppe at ringe, Puha. Der gik ca. 15min før jeg fik styr på pulsen og fik en god rytme i benene. Der skulle køreres 2 omgange af 45km. Ruten ligger i et meget kuperet terræn omkring Silkeborg. Jeg fik kørt de 90km på 2t 40min. På med løbeskoene og af sted på de sidste 21,1km. Igen var det 2 omgang, og efter den første var jeg ved at være død. Jeg kunne se på uret at jeg blev nød til at foresætte hvis jeg ville nå det under 5½ time. Jeg var meget træt de sidste 5 km før mål, men jeg ville bare i mål. Jeg kunne se at der var chance for at komme under 5 timer, og det gav lidt ekstra energi. Jeg løb over målstregen på 4t 58min. Fedt tænkte jeg. Jeg havde gennemført en ½ ironman.

Første del af planen var lykkedes

Brian Nielen ironman

Ironman 2006

Det næste år trænede jeg endnu mere, det var jo dobbelt så langt næste gang. Det betyder måske 3 gange så hårdt. Jeg kendte min krop bedre og viste bedre hvordan jeg skulle lytte til den. Når man træner til en ironman kan man nogle uger træne op til 20 timer om ugen. Det går meget ud over familien, men heldigvis havde jeg et jo hvor jeg arbejdede med døgnvagter, og kunne derfor træne men min kæreste var på arbejde.

Så skulle jeg ikke bruge hele weekenden på at træne. Min kæreste var blevet gravid og jeg skulle være far i juni. Det var ca. en måned inden konkurrence min dejlige søn kom til verdenen. Jeg havde i maj fået en løbeskade pga. overtræning så kunne de sidste 2 måneder ikke løbe, hvilket ikke var så godt. Formen var på plads men rutinen forsvinder hurtigt, og jeg lidt nervøs over hvordan løbeturen ville ende. Jeg havde aldrig løbet i maraton før, og nu skulle jeg gøre det efter at have svømmet 3,8km og cyklet 180km. De sidste 2 uger inden begyndte jeg igen at kunne løbe stille og roligt igen. Men kom ikke over 10km. For at man skal gennemføre en ironman kræver det mere end bare at være i form. Det hele skal planlægges og visualiseres. Jeg kørte cykelruten i bil og cyklede noget af den inden. Det samme med svømme og løberuten. Jeg skulle sørge for at disponere min energi rigtigt, og indtage en hvis mængde under løbet. Det hele skal spille 100 % for at det bliver en god oplevelse. Jeg havde virkelig forberedt mig på det her, og ikke på et eneste tidspunkt, hverken før eller under løbet, havde jeg tænkt ”Det her klarer jeg ikke” Hvis du først overbeviser dig selv om det, så kan du sgu ikke.

Så lød startskuddet. 400 triathleter lå og sloges i vandet. Jeg fik hængt mig på nogen jeg synes passede til mit tempo, men det holdte ikke lang tid. Jeg

Ironman finisher 2006

Ironman finisher 2006

måtte svømme selv for at få det som jeg ville have det. Vi skulle svømme 3 runder og havde fået min far til at råbe mellemtider. Det gik rigtig godt kunne jeg høre, måske lidt for godt. Bruger du for meget energi under svømningen kan det have konsekvenser på cyklen og løbe turen. Jeg prøvede at sætte farten lidt ned, men synes der var mere flow med lidt mere fart på. Jeg kom ind på 1t 8min. Hvilket var meget bedre end jeg havde drømt om. Nu måtte det vise sig om jeg havde brugt for meget energi. Et hurtigt skift og så på cyklen. Her skulle jeg virkelig holde igen, for dette var min stærkeste disciplin.

Jeg havde på forhånd besluttet mig for hvad puls jeg skulle køre med. Og den skulle jeg holde lige meget hvad. Det var meget svært ikke at sætte fart på når man blev overhalet, især når det var piger. Igen 3 runder og mellemtiderne var rigtig gode. Cykelturen var ovre efter 5t 18min.

Det var den fedeste fornemmelse. Jeg havde sgu gjort det. For 2 år siden lignende min højre side af overkroppen noget der sad på en 10 årig. Ikke på et eneste tidspunkt havde jeg tænkt at jeg ikke kunne, hver gang det blev hårdt, gentog jeg inde i mig selv ”jeg kan, jeg kan”. Og det flytter grænser.

Fitness drømme spøgede stadig i mine tanker

Over de sidste par år havde jeg stadig fulgt Mr. Fitness konkurrencen som tilskuer, men synes dog kvaliteten af selve konkurrencen var faldet drastisk sammen med deltager antallet. Jeg begyndte at kigge efter andre konkurrencer hvor jeg ville få et mål fyldt. Jeg hørte om Athletic Fitness, man bliver dømt på symmetri, 500m concept2 romaskine på tid, chins og dips. Det måtte være den jeg skulle prøve, men jeg havde stadig ikke droppet Mr. Fitness.

Jeg vejede nu ca. 72kg og lignede ikke ligefrem nogen ”bodybuilder”, men målet var at stå på scenen i 2008.

Brian Nielsen athletic fitness 2008

29 år 84 kg.

Jeg begyndte træningen, det var meget hård i starten. Jeg kunne ikke rigtig løfte det jeg plejede, men det var der jo heller ikke noget at sige til. Det kom nu også hurtigt igen og jeg kom hurtigt op på ca. 80kg. Jeg kontaktede Henning for en personlig samtale, for at få nogle professionelle øjne på, hvad der skulle arbejdes hårdt på. Det var nogenlunde det samme som jeg selv godt var klar over, men jeg fik nogle gode råd med på vejen.

Formen blev bedre og bedre, og bestemte mig for at stille op i Athletic Fitness -180cm i september 2008, jeg havde stadig Mr. Fitness i baghånden som skulle afvikles i oktober, altså kun i måned efter. Der var dog stadig tvivl om konkurrencen blev til noget, så ville ikke bruge tid på den frie rutine før efter athletic fitness var overstået. Jeg begyndte stille og rolig at træne disciplinerne Ro, chins og dips. De 500m på romaskinen var/er en dræber. Jeg prøvede kun at ro alle 500m en gang inden dagen. Chins synes jeg ikke rigtig kørte for mig, og tror max jeg 18 inden dagen.

Dips gav smerter i den skulder jeg var blevet opereret i, så jeg var spændt på hvordan det ville gå. Min diæt begyndte i maj, ca 20 uger inden konkurrencen. Jeg skulle ca. smide 10kg. Jeg startede ud med 3000kcal, og spiste det samme som jeg plejede, bare med mindre carbs, og holdte igen med junk og slik. Jeg lavede ca. 30-45min cardio om dagen, og trænede ca. 4-6 dage. Det passede fint med et ½kg om ugen ca. og det blev ved med at passe under hele diæten næsten. Jeg synes selv det var en nem og smerte fuld diæt. Jeg føler på intet tidspunkt at jeg var presset. Ca. midt inde i diæten stop vægten dog stille, men gik ned af igen af sig selv. Jeg tillod mig selv at spise ”godt” minimum hver 14.dag. Jeg synes ikke på noget tidspunkt at jeg træls at være sammen, men det er muligt min kone synes noget andet. På selve dagen vejede jeg ca. 74kg, så det var knap 11kg siden diætstart.

DM i athletic fitness 2008

Efter indvejning 2006 athletic fitness

Efter indvejning 2006 athletic fitness

Fredag var der indvejning, og hold da kæft jeg fik et chok. Mine konkurrenter var dobbelt så bredde som mig. Det følte jeg i hvert fald. Jeg blev udtrukket til doping kontrol, og tænkte bare spild af prøve. Jeg har heller aldrig hørt noget, så der var ikke noget at komme efter. Jeg skulle først på søndag, så lørdag var jeg inde se noget bodybuilding. Jeg havde lavet madpakke til hver 2. time. Masser af kartofler og lidt kylling.

Jeg fik et par lag protan og gik tidlig i seng. Søndag morgen stod jeg op og spiste en af mine madpakker…. Kedeligt. Jeg kunne da heldigvis spise noget chokolade i dag. Så var det sgu nu, jeg kom over til Roskilde kongrescenter hvor det hele blev holdt, og gik backstage. Der var allerede kommet de fleste, og der var sgu godt nok mange der var i rigtig god form. Jeg synes overhovedet ikke jeg passede ind, men min opvarmer fik overbevist mig om at de sikkert synes det samme om mig, så det måtte jeg tro på. Så skulle jeg på scenen første gang. Fuck hvor var jeg nervøs.

Her fandt jeg ud hvor vigtigt det er at have øvet poseringerne, det er drøn hårdt at holde poseringen i så lang tid. Jeg blev ikke kaldt ud som de første, og var godt klar over at jeg ikke var blandt favoritterne. Øv tænkte jeg bare, men jeg måtte bare give den ekstra i styrkerunderne. Efter forbedømmelsen skulle vi i gang med chins, jeg var nr. 2 der skulle i gang. Jeg fik 21 godkendte hvilket jeg var over glad for. Det var bedre end jeg havde gjort det til træning, Der var kun en der tog flere, han tog 22. Så var det dips vi skulle i gang med. Igen var jeg nr.2, og tog 56, foreløbig bedst.

Den samme som havde taget en chins mere end mig tog også 56 dips. Så det gav en samlet 1.plads. Vi skulle ikke ro for om eftermiddagen til finalen. Jeg overbeviste mig selv om at denne ville jeg vinde, jeg ville give alt jeg havde. Vi skulle ro 2 og 2 mod hinanden. Jeg var super fokuseret, tænkte kun på at vinde. Jeg var helt klar, jeg hørte en råbe ”så er det nu Brian”, og jeg trak alt jeg kunne. Jeg blev hurtigt stoppet igen da det bare var min opvarmer der havde råbt opmuntrende backstage. Så lød startskudet, jeg trak igen alt jeg kunne, men synes min modstander så ud til at ro hurtigere end mig. Jeg trak endnu mere, og kunne se han begyndte at gå i stå, det samme gjorde jeg.

Jeg manglede bare 100m, men hold kæft hvor var jeg bare flad. Tiden var 1:26, og jeg var helt færdig. Jeg kunne næsten ikke selv gå ned fra scenen. Der var ingen der slog min tid, og jeg vandt. Der gik langt tid før jeg var ovenpå igen, vi manglede bare finalen, hvor kun de 6 bedste gik videre. Heldigvis var jeg blandt dem. Jeg var virkelig glad, det var det her jeg havde håbet på. Nu skulle vi sidste 6 bare på scenen en sidste gang. Så var der præmie overrækkelse. Jeg var meget spændt. Mit navn blev først nævnt da 3. pladsen skulle overrækkes. Hold kæft hvor var det bare fedt. Alt var gået bedre end jeg havde håbet på, og det kunne ikke være bedre.

3. plads athletic fitness 2006

3. plads athletic fitness 2006

Nu skulle jeg sgu over at have en pizza og en cola, inden turen gik mod Jylland. På vej hjem i bilen tænkte jeg virkelig meget over hvad jeg ville i fremtiden. Jeg havde egentlig lovet familien at jeg var færdig efter DM, Mr. Fitness blev ikke til noget pga. får lidt tilmeldte. Skulle jeg med igen skulle jeg være noget større. Jeg må indrømme at doping strejfede mine tanker. Jeg fik godkendt af familien at jeg måtte forsøge at blive bedre i 2009. Jeg gav den fuld gas i 6-7 uger men der var for mange løse ender. Jeg havde et hus der skulle bygges færdig og et fima jeg skulle starte op.
Samtidig havde jeg sendt en ansøgning til programmet wipeout. Jeg blev valgt til casting, og må ha gjort mig selv nok til grin for jeg skulle med til Argentina i december 2008. Det var en kæmpe oplevelse at være med til det.

Jeg havde inden turen tænkt at det kunne jeg sgu nemt vinde, men det viste sig at være ”macho edition” jeg skulle være med i. Det var mere eller mindre veltrænede sportsfolk jeg skulle dyste imod. Vi var 8 Danske, Svenske og Norske deltagere der til at starte med kæmpede mod vores egen landsmænd. Den sidste for hvert land kom i finalen. Den første bane var en totalt umulig forhindringsbane i vandet. Det gik overhovedet ikke som jeg havde regnet med. 4 af os gik videre. Jeg havde den bedste tid og var videre til 2. runde, som var sweeperen. Vi skulle stå på en platform 3m over vandet, samtidig med at en sweeper kørte rundt hurtigere og hurtigere, og højere og højere. Jeg var den sidste der stod, jeg gik videre til 3. runde samt fik en bonus på 5000kr. Fedt, så var jeg halvvejs og vi var kun 2 danskere tilbage. 3. runde var et stort løbebånd, hvor der hang nogle madrasser ned som vi skulle løfte op og løbe under. Der blev også smidt tennis bolde på løbebåndet for at gøre det svære. Båndet startede med højeste fart og kørte langsommere og langsommere hver gang du faldt. Jeg startede og løb den i et hug uden problemer, jeg har ikke set andre gøre det uden at falde. Så var jeg sgu i finalen 😉

The wipeout zone

Gladiator Wipeout 2006

Gladiator Wipeout 2006

Dette var en kæmpe forhindringsbane. Jeg fik en rigtig god start, men på en af forhindringerne, hvor man kører rundt som en karrusel, og skal springe over på en platform, springer jeg et spilt sekund for sent, og glider af og falder ned i vandet. Jeg skal nu svømme langt tilbage for at komme op igen og mister meget energi på det. Jeg kan ikke nå det tabte og får en samlet 2.plads. Det er bare møg ærgerligt.
Da jeg kom hjem fra Argentina, bliver jeg enig med familien at jeg tager en pause fra træningen, og får styr på alle de løse ender.

Der går ca. 8 måneder uden nogen form for træning. Det kan være jeg har trænet max 5 gange i den tid. I september 2009 er jeg med som opvarmer for en atlet til DM i athletic fitness. Det gav virkelig blod på tanden at se alle de seje mennesker der bare var knivskarpe, og stod i deres livs form. Jeg havde fået styr på de ting som gjorde at jeg holdte en pause, og da jeg kom hjem fra DM fik jeg godkendt ved familien at jeg kunne stille op til DM 2010. Et nyt mål var sat, og det skulle gennemføres.

Jeg havde under min pause igen fået ondt i min skulder, som havde været opereret.  Nogen dage kunne jeg ikke løfte min arm, og det satte nogle spekulationer i gang om jeg kunne gennemføre. Jeg blev sendt til nogle scanninger, og lægen måtte konkludere at jeg havde fået rigtig meget slidgigt pga. operationen og skaden.

Havde talte om skulder protese, men jeg synes lige han skulle klappe hesten. Vi blev enige om at vi skulle se tiden an. En anden ting var at for at få noget mere tid med familien købe jeg vægte hjem til, og jeg fik lavet en garage med alt man skal bruge. Jeg kan træne de gode tunge basisøvelser. Jeg Er rigtig glad for mit homegym.

Brian Nielsen homegym

Brian Nielsen homegym

Selvom jeg træner for mig selv har træningen aldrig gået bedre. Der er nogle dage hvor jeg godt kunne bruge det ”sociale” ved at træne i et center. Men som det ser ud lige nu er det den eneste mulighed jeg har før at træne, og så er der sådan det skal være.
Jeg kan kun håbe på en bedre placering end jeg fik i 2008, men en ting er sikkert, jeg kommer til at stå bedre end sidst. Det skal sige at jeg at jeg er tilfreds hvis jeg har forbedret mig i forhold til sidst, men når det så er sagt, skal der ikke være tvivl om at jeg går efter guldet. Selvfølgelig gør jeg det. Selvom doping har strejfet mig nogle gange, er jeg nu helt fast besluttet. Det skal gøres rigtig. Det må sgu være en flad fornemmelse at få en 1.plads eller en anden, hvis man har snydt. Så hellere kunne kigge sig selv og få en placering man kan være stolt af.

Når jeg kigger tilbage på mit aktive liv, kan jeg kun ryste på hovedet af mig selv. Hvorfor fik jeg ikke sat mig nogle mål tidligere, i stedet for at kun drømme om det.
Jeg synes det er vigtigt al man udlever sin drøm, i stedet for bare at tænke på det. Det hjælper ikke at sige ”jeg kunne godt tænke mig at stå på scenen til fitness engang” , for så sker det aldrig. Sig i stedet ”

Jeg vil stå på scene til fitness i år 2011”, så har du noget at gå efter. Det samme gælder hvad end det er en maraton, fitness eller tabe sig nogle kg. Sat dig det mål. En dag er det for sent og du vil ærgre dig over du aldrig fik det gjort. Se mulighederne i stedet for begrænsningerne. Men husk det skal være realistiske mål. Der er ingen der siger du skal blive nr. 1, men bare det at du kommer i mål og gennemfører,  har du allerede vundet over dig selv.

By |2018-11-11T19:27:19+00:00august 30th, 2014|Diæt, Fitness, Ironman, Konkurrence, Træning|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment